9. klasse er på tur til London, og Line må undvære sin slyngveninde Pernille på turen, da hun har brækket et ben. Og med dette som den overordnede handling, drager vi på klasseudflugt sammen med flokken af sekstenårige, der under opholdet gør notater til projektet: "Typisk" - alt, hvad der er typisk for London og heraf titlen. Lotte Kjærup er en god beskriver af unges univers - deres tanker, følelser, handlinger og omgangsform i en flok fra niende. Der udover har forfatteren garanteret selv besøgt London, da miljøbeskrivelserne er meget rammende for storbyen (som jeg også husker den...). Selv om bogens hovedpersoner er sekstenårige vil unge fra 14 år sagtens kunne identificere sig med temaerne: klassetur, forhold til lærerne, venindeskab, kammeratskab, den første forelskelse, konflikter, konfliktløsning, den første øl o.s.v. - bogen er både tekstmæssigt og omfangsmæssigt overkommelig for alle og med den vinkel kunne den være et udmærket oplæg for klasselæsning med efterfølgende debat. En stor del af teksten er udformet som Lines breve hjem til Pernille. Forsideillustrationen signalerer "ungdom" og bagsideteksten yder en kortfattet og rammende indgang til handlingen.