Tyrannosaur handler ikke om øgler som man skulle tro, men er et prisvindende britisk socialrealistisk drama. Englænderne er absolutte eksperter i den slags, så forventningerne skrues helt automatisk i vejret. Og i dette tilfælde indfries de.
Joseph er alkoholiker, pessimist og har forlængst opgivet at finde noget positivt i livet. Han møder den stærkt religiøse Hannah, og et øjeblik aner man som seer et lyspunkt i Josephs tilværelse. Hannah har dog skeletter i skabet, som af gode grunde ikke skal afsløres her. Instruktør Paddy Considine er normalt skuespiller og dette er hans debut bag kameraet. Skuespillerne leverer noget, der tilnærmelsesvis mærkes som virkelighed og ikke replikker. Det er troværdigt og en enestående oplevelse.
Tematisk og stemningsmæssigt minder Tyrannosaur meget om Per Flys Bænken, men det trøstesløse britiske underklassemiljø har vi set tidligere i bl.a Mike Leighs sublime Naked, 1993, og brutaliteten trækker linjer tilbage til Trainspotting, 1996.
Det er ikke en film, man glemmer lige med det samme. Den er brutal og nihilistisk men også realistisk i den forstand, at det er en skildring af, hvad vrede, følelser og misbrug kan gøre ved mennesker. En rystende og voldsom men også vigtig film.