Helten i denne bog er ikke en kryster og lumpen person som "helten" i Flashman-serien, men ellers er grundtonen den samme. En fortælling der blander historiske facts med frit opfundne episoder, historiske personer med opdigtede, blander det hele til en fornøjelig skildring, som med lige del humor og sans for den gode historie, giver et underholdende resultat. Der er krig mellem det mægtige Rusland og Det Osmanniske Rige på Balkan. Russerne er på vej mod Konstantinopel, men ved forræderi falder den vigtige by Pleven i fjendernes hænder. Hvem er forræderen? Her sættes Erast Petrovitj Fandorin, som blev præsenteret i den første bog i serien Vinterdronningen, 2002, på sagen. Han assisteres af den smukke, tilsyneladende frigjorte Varvara Suvorova, som han har hjulpet ud af en prekær situation, og sammen finder de to, efter mange forrygende, underholdende situationer i det fremmedartede Balkan ud af sagens rette sammenhæng, og Fandorin kan drage til Japan som repræsentant på den russiske ambasade, og vi kan vente på et fornøjeligt eventyr i det fjerne østen, når næste bind i serien udkommer. God, gedigen underholdning, fortalt med ironi, humor og et lunt glimt i øjet.