Bogen er opbygget og udstyret på samme måde som: Italienske motorcykler, 2003. De tyske motorcykelfabrikker var nogle af de første med stabile maskiner. Især mellemkrigstiden var en opblomstringstid, hvor store og især små fabrikker byggede hver deres mærker. I dag er det mest historie, da kun BMW tager konkurencen op med japanerne. Den kendte motorcykelentusiast og forfatter har gennem et meget stort efterforskningsarbejde fundet oplysninger om ca. 600 forskellige mærker. De er ordnet alfabetisk efter fabrikkens navn og derfor lette at finde i bogen. Beskrivelsen af det enkelte mærke strækker sig fra en enkelt linje til flere sider. Forfatteren skriver som sædvanlig engageret og begejstret i et letflydende og let forståeligt sprog. Dog er der mange tekniske udtryk, som ikke forklares, og der er også en vis indforståethed. Der er også en dansk vinkel på historien, da der fortælles om import til Danmark, forhandlernettets udvikling og lign. Gennem hele bogen er der fine sort/hvide billeder, som regel taget fra salgsmateriale og reklamer. Man kan læse om enkelte af de største fabrikater i lidt kortere form i forfatterens 10 binds værk: Klassiske motorcykler (1984-1999).