Tyrkisk film rykker i øjeblikket med fx en film som På himlens kant, 2007 og Tre aber, 2008, der fik prisen for bedste instruktion ved Filmfestivalen i Cannes, bekræfter indtrykket at en spændende filmnation. Der er tale om et langsommeligt fortalt, ordknapt drama, hvor billeder og kompositioner til gengæld "taler" så meget desto mere. Det er en film for cineaster og det nysgerrige, voksne publikum, der interesserer sig for moderne filmkunst.
Den tyrkiske politiker Servet er skyld i et færdselsdrab og overtaler sin chauffør til mod god betaling at påtage sig skylden. Eyüp Öztürk sidder ni måneder i fængsel, og i den periode har hustruen Hacer indledt et forhold til Servet. Da politikeren findes myrdet, er der tre personer med gode grunde til at have begået drabet: Eyüp, Hacer og parrets voksne søn.
Filmens karakterer træder en dødedans, og instruktøren Nuri Bilge Ceylan er kunstnerisk beslægtet med den svenske dramatiker og instruktør Lars Norén. Som denne og Strindberg mener Ceylan også, at det i bund og grund er synd for menneskebørnene. Men filmens moralske diskurs om skyld og soning har også mindelser om Claude Chabrols film fra 1970'erne og er her yderligere indpakket i en stor sorg, der stadig knuger uanset alle fortrængninger.
Titlens tre aber referer naturligvis til devisen "ikke se, ikke høre og ikke tale", som den lille families tre medlemmer forgæves forsøger at leve op til i denne krævende, men også givtige film, som anbefales for sin kompromisløshed.