Politimanden Bjørn Agger får nok at se til, da han får nye chefer på politistationen, og en posttransport med en værdifuld last bliver røvet. Krimi - især for mænd.
"Uden hæmninger" er tidligere kriminalassistent Erik Hauervigs femte roman om politimanden Bjørn Agger. Agger er ikke glad for sine nye chefer på Station City på Vesterbro, og søger derfor forflyttelse til den nyoprettede afdeling Task Force One, der arbejder med opklaringen af organiseret kriminalitet. Bjørn og hans kolleger får nok at se til med opklaringen af et røveri mod en posttransport og fundet af en død narkoman. Dertil kommer et røveri fra en bank, narkokriminalitet i restaurationsbranchen, den italienske mafias tilstedeværelse i Danmark, prostitution og våbensmugling.
Man kan godt mærke, at forfatteren selv har arbejdet som politibetjent på grund af de fine miljøbeskrivelser i romanen. Som læser studser man dog lidt over nogle af de indforståede udtryk. De mange sager, der optager bogens 325 sider bliver bundet nogenlunde sammen, men der er ikke rigtig noget fokus i historien, som derfor bliver lidt småkedelig. Alle personerne er næsten altid muntre og klar med en kvik bemærkning, hvilket gør at de virker endimensionelle.
Hanne Bech Hansen og Frode Z. Olsen er begge forfattere til bedre politikrimier.