Spændende udgivelse fuld af gejst og glæde ved naturen som kan inspirere pædagoger, lærere og pædagogisk studerende til at inddrage naturen i deres pædagogiske hverdag til glæde og gavn for alle. Bogen kan anvendes som inspirationsbog til arbejde med udepædagogik. Der er både forslag til årsplan og udeaktiviteter samt mange gode begrundelser for at arbejde med udepædagogik.
Lars Bergholdt brænder for udepædagogikken og for respekten for naturen, hvilket denne udgivelse bærer tydeligt præg af. Bogen er fyldt med gejst og med værdier, hvilket Bergholdt heller ikke prøver at skjule. Dette bevirker, at man får lyst til at læse bogen. Bergholdts gejst smitter og aktiviteterne inspirerer til arbejde med udepædagogik. Bogen er både velskrevet og meget personlig. Det er en udgivelse, som er svær at lægge fra sig. Bogen gennemgår Bergholdts begrundelser for vigtigheden af udepædagogik samt eksempler på udeaktiviteter, oprettelse af uderum samt eksempel på en årsplan for børnehave, SFO eller indskolingen.
Sammen med denne udgivelse vil det være oplagt også at læse Naturfag : overvejelser om uderummet, 2005 Børn og udeliv, 2006 og Når livet risler, 2005. Tre gode titler med samme gejst og begejstring for udepædagogikkens mange muligheder for at inddrage naturen i den pædagogiske hverdag til glæde og gavn for børnene.
Interessant udgivelse fyldt med gejst og glæde ved naturen. Skrevet i et letlæst og inspirerende sprog.