Roman om forræderiets problem i en yderst spinkel krimi-ramme. Kent er sidste skud på slægten, historiker, enlig, som mordmistænkt tvunget til førtidspension. Han er næsten sygeligtslægtshistorisk interesseret; har i lejligheden en slægtsgobelin og et »dødsværelse« m. diverse slægtsrelikvier. I handlingsforløbet forekommer samvær med en ungdomskærlighed, som viser sig at havetilknytning til mordet. Det centrale er forræderi-temaet. Hver generation har rummet en »forræder«. Slægten kom til grænselandet sydfra (religionsforræderi?); én deserterede i 1864, en onkelarbejdede i grænselandet for Danmark i 1920 og blev SS'er; faderen var kæmner og indrettede sig under besættelsen efter et ministerielt cirkulære om omgang med tyskerne, - og blev derfor senerefyret. Kents førtidspension skyldes nok ikke bare mordmistanken, men hans historiker-holdning til Scavenius. Er Kents endelige rolle ved mordsagens opklaring et forræderi? Forf. har sat noglespændende spørgsmålstegn omkring begrebetforræderi, men personer og handling virker på mig underligt konstruerede, - opfundet til belysning af problematikken uden at hvile i sig selv.