En godbid for primært drenge i alderen fra ca. 7-11 år. Dvd'en er forsynet med både dansk og engelsk tale, så selv de mindste kan følge med i handlingen. Tilladt for alle men frarådes under 7 år.
En gruppe onde aliens kaldet chitaurier truer jordens eksistens. Generalen, med det sigende navn Nick Fury, begynder straks at samle en gruppe superhelte. Han retter henvendelse til Captain America, Iron Man, Thor, Giant Man og Wasp, og inden længe har også Hulk meldt sin ankomst. Med de mange superhelte egoer sammen slår det hurtigt gnister, og inden længe står det klart, at de ikke blot skal kæmpe imod de indtrængende chitaurier, men også mod Hulkens voldsomme temperament.
Filmen er bygget på Marvels kendte superheltefigurer og selveste Stan Lee har været involveret som executive producer, hvilket borger for kvaliteten. Filmen minder i stil meget om andre udgivelser fra Marvel, fx om Spiderman, X-Men og Hulk.
Amerikansk tegnefilm fra 2006 i Marvels sædvanlige høje kvalitet og stemmeskuespillet fungerer upåklageligt både på dansk og engelsk. Modsat mange af de andre udgivelser, der består af små episodiske fortællinger, er dette en lang sammenhængende historie. Det er forfriskende at se de forskellige superhelte og deres overdimensionerede egoer skulle arbejde sammen i en fælles sags tjeneste, og filmen kan anbefales til børnebiblioteket.