Umulighedsportal - i ubestemt engangslys

Marianne Larsen har sine læsere. Måske appellerer hun også til unge med sit søgende og lidt vaklende sprog.

"Da jeg sidst var meningsforstyrrende, det er nogle minutter siden,/ ville skæbnen det hverken værre eller bedre end at jeg på gaden/ mødte en fyr jeg var på udseende med." Sådan indleder M.L. sin digtsamling. Netop det meningsforstyrrende sprog og udtryk, der er brugt på en anden måde, er det nydannende sprog hos M.L. Digtet slutter med navnet "Caia". Caia, som er en 2-årig, optræder i en stor del af digtene enten som en iagttaget person eller som den, digtene er set gennem. Samlingens sidste digt starter: "Jeg drømte Caia talte dansk". Det sprog Caia-digtene føres frem på er et søgende og lidt usikkert sprog, som ender med at være netop det præcise sprog for et barns tanker: "Så klædte Caia sig ud som alfabetiseret djinni. Hendes sprog gjorde sig til røntgen på den udklædte måde." Men der sker også andet i samlingen. Der er en række digte lagt i munden på et voksent "jeg". Der er digte om at digte. Der er naturlyrik. Der er hverdagens sansninger. Der er erindringer fra barndommen, og af og til optræder der en dreng - næsten eventyragtigt: "En passioneret forældet dreng snakkede hver dag med sig selv...". Sætningerne er tit meget lange, og den virkelighed, der beskrives, ligger ofte mellem drøm og vågen.

Som fx Pia Juul skriver Larsen om en virkelighed, der knap kan sanses.

En spændende og udfordrende samling at læse. Det er ikke altid nok at læse digtene én gang.

Read the full assessment