En bog om kristen bøn og mystik. Hovedvægten er lagt på bøn med det udgangspunkt, at bøn er at holde forholdet til Gud levende. Men bønnen ses også som en indgang til den svært beskrivelige mystiske forening med Gud. Bønnen beskrives som et mangefacetteret aspekt af troen. Den kan være med og uden ord, den kan udføres i afsluttede perioder eller som en tilstand der bringes med gennem alle dagens gøremål. Den er både vejen og målet i forhold til Gud. Det fremlægges i klart og forståeligt sprog, men på et teologisk trænet niveau med historisk baggrundsmateriale i form af citater af store kristne mystikere som Teresa af Avila og Johannes af Korset. Niveauet er på den anden side ikke højere end i mange af de ret efterspurgte Newage- og meditationstitler, der svarer på samme spirituelle behov som denne. Og selvom folkekirken trods sit navn ikke har været specielt på pletten i forhold til nutidens folkelige spiritualitet, så er kristendommen måske alligevel ved at være lidt mere trendy i søgende kredse? Jeg mener derfor at der godt kunne være et publikum til en bog som denne. Forfatteren er katolik, men bogen vil være relevant for enhver med interesse for (kristen) spiritualitet.