Til brug i undervisningen for folkeskolens ældste elever og med sine mange forskellige punktnedslag i samfundet gennem 30 år til læsere der orienterer sig mod en introducerende og favnende fremstilling om det danske samfund. Format og udstyr gør, at bogen vil være kendt fra tidligere bind i serien, og ellers skal forsidens unge badenymfe anno 1910 på badeanstalten Helgoland nok hjælpe på vej.
Forfatteren ser i Ungdoms-krønikens sjette bind på tiden 1900-30. Især som den tog sig ud for de unge: tyende, tjenestepiger, mælkedrenge, en enkelt kronprins også. Verdenskrig og generationen der måtte snuble i starten - og så lige den spanske syge, Niels Bukhs gymnaster og Liva Weel m.v. Meget er kendt, set og læst i anden sammenhæng. Bogen lider ikke derved, for her er også mange små detaljer og det sure og det søde, som ungdommen henholdsvis veg udenom og rakte ud efter, hvad den ældre generation da også dengang rystede på hovedet af.
De tidligere fem bind om ungdommen efter 1950 udkom 2002-06, endvidere er der Carl Erik Andresen og Tinne Wammens Ungdommens historie 1880-1950, 1991, og af lidt ældre dato Dansk socialhistorie, hvor bind 5 og 6, der udkom 1980-1982 dækker perioden. En netressource kunne fx være www.pladstilosalle.dk om arbejderbevægelsen.
En bladre-/læsebog hvor interesserede læsere får god lejlighed til at dykke ned i kroge og hjørner af datidens samfund. Meget er forandret, og selvom datidens liv nok står i et fjernt lys, så er alt slet ikke uigenkendeligt.