Så længe konkurrencemoral og præstationskrav dominerer i skolen og samfundet i det hele taget, vil der udvikle sig voldelige unge; vold forstået som umotiveret vold og som demonstration af overlegenhed. Med denne samfundsanalyse i marxistisk tradition går forfatteren løs på myter, fordomme og falske forestillinger om vold. Han kritiserer det kapitalistiske system, politikernes uvirksomme modspil mod ungdomsvold og pædagogers, læreres og psykologers metoder og teorier. Emnet er højaktuelt. Det behandles fortrinsvis på et teoretisk plan, og generaliseringerne kan til tider være svære at forbinde til børn og unges dagligdag, måske fordi bogen er noget præget af forholdene i Tyskland. Forfatteren mener ikke, at læseren har krav på alternative løsninger: politikere, lærere, pædagoger og psykologer er ikke kompetente til at løse problemet, da de selv er del af problemet. Bogen vil derfor mest interessere mere teoretisk interesserede dele af disse faggrupper samt akademiske læsere. Bortset fra en del steder med indforstået fagsprog og snørklede sætninger er bogen ikke svær at læse. Forfatteren er professor, dr. phil. og underviser i pædagogik ved Bremens Universitet. Han udgav i 1973 en bog på dansk.