En fremragende grundbog til et af de obligatoriske emner i natur/teknik undervisningen. Bogen vil egne sig bedst på 5. eller 6. klassetrin, men den kan også anvendes til elevers selvstændige arbejde på 7.-8. klassetrin. Anbragt i udlånssamlingen vil man nok savne et stikordsregister i bogen. Bogens emner præsenteres på opslag, hvis sider består af en trespaltet brødtekst samt et righoldigt illustrationsmateriale med tilhørende billedtekster. Der er suppleret med fakta- og opgavebokse og nogle humoristiske tegneserieagtige illustrationer. Teksten kræver gode læsefærdigheder og en del forforståelse. I løbet af bogen gennemgås alt væsentligt om universet: solen, månen, Jorden og årstiderne, planeterne, stjernerne og galakserne, kometer og meteoritter samt spørgsmålet om liv i universet og mulighederne for udforskning. Til elevbogen findes en omfattende lærerhåndbog, der rummer baggrundsviden, overvejelser om og vejledning til natur/teknik-faget, forslag til undervisningsforløb samt aktivitetsark til eleverne.