Digtsamlingens centrale erotiske tema udfoldes igennem et modstillet tema, som er den oprindelige natur - i digtene betegnet urdriften. Dette naturtema gentages og videreføres i de tilbageskuende digte, der handler om det oprindelige og bærer titler som Ursprog, Urkirke, Ursang og Urlyd. De første digte beskriver i et sanseligt billedsprog den naturlige elskov, hvori jordens kraft gøres til en vigtig medspiller, som vist i den første digttitel: "Natur-lig elsker" . De erotiske elementer bliver løbende sammenkædet med jordens livgivende kræfter, der samtidig viser sig at rumme de dødelige. Digtene beskriver således tiden fra sommerlig levende elskov til døden tog den elskede. Trøsten søges og findes i samhørigheden med jordens oprindelige kraft - urdriften. Billedsproget kan i nogle af naturdigtene virke noget indviklet og konstrueret. Det erotiske tema, der beskriver betydningen af kærlighed og sanselighed i menneskets liv, fungerer godt både sprogligt og indholdsmæssigt. En krævende digtsamling med en lidt speciel tematik. Den 75-årige skribent er både forfatter og skuespiller. Hun har skrevet digte og noveller til antologier, tidsskrifter og radio. I 1998 udgav hun novellesamlingen: Værelset i gavlen.