Det 3. og afrundende bind af romantrilogien, der begyndte med Og ingen ved hvordan det går gør ligesom de første 2 bind besættelsestidens mennesker, deres følelser, de tilspidsede situationer og konfrontationer, nu 1943-45, forbilledligt levende og vedkommende for læseren. En familiesaga med venner, sammensvorne, våbenbrødre, de lidt vege og de mere koldt beslutsomme sammen imod besættelsesmagt, Schalburgkorps, Hipofolk, Gestapo-bødler, danske nazister og overløbere. En tilsyneladende ulige kamp, hvor vi hører om sabotageaktioner, forsk. modstandsgrupper, intern rivalisering, Frihedsrådet, likvideringer, våbensmuglinger, flugtveje, fængslinger og blodige forhør, og alt folket endelig til modstand med Folkestrejken 1944. Samtidig er der, trods alvoren og krigen, små menneskelige, genkendelige kærlighedsintriger, afsavn, forsmået kærlighed og forstillet begær. Kulmination er den majdag 1945, frihedens, fredens og opgørets time. Fremragende, menneskelig skildring, der helt uden uklædelig patos eller romantiske forestillinger om heroisk modstandskamp, varmt insisterende fortæller en historie værd at fortælle og huske på fra besættelsestidens Danmark.