Billedbog. Makkerparret Kovsted-Schierbeck præsenterer hermed opus 3 i serien om de tre venner, nissen, muldvarpen og rotten. I deres lune hule er maden ved at slippe op, så der står rødbeder på menuen lidt for ofte efter muldvarpens smag. Værre er det at de midt i vinterstormen og mørket får besøg af en lille, træt vampyr. Vampyren foretager sære natlige ekspeditioner, der skræmmer de tre. Efter nogen dramatik opklares mysteriet: Vampyren er vegetar og er derfor på jagt efter rødbeder! Historien om de tre er charmerende og uhyggelig i en passende blanding. Personerne er stærkt og dynamisk animerede, i en grad som sjældent ses i danske billedbøger. Lys og skygge er flot gengivet med en veludført skraveringsteknik. Eneste minus er, at teksten flere steder bliver vanskelig at læse, når den befinder sig i tæt skraverede partier. For de yngste kan der være behov for lidt forforståelse i form af snak om vampyrmyten, derfor er målgruppen nok også de ældste billedbogslæsere fra 5 år.