Når det gælder gysergenren, er elevernes låne- og læselyst umættelig - og bogen her vil også blive populær. Den hører til den sværeste tredjedel i serien Let-gys (lix 16) og henvender sig til børn med læseproblemer fra 11 år; men andre vil også have fornøjelse af bogen. Michael holder ferie på en borg sammen med sin familie. Nogle håndværkere finder under arbejdet et indemuret kranie. Kraniet begraves, men allerede samme nat høres mærkelige lyde fra værelset hvor det blev fundet - og da sagen undersøges nærmere, viser det sig at kraniet er vendt tilbage! Her gøres på fineste vis brug af de klassiske genretræk med ildevarslende forudgreb og cliffhangers. JHN formår at presse et levende og afvekslende sprog ind i de korte sætninger. Bogen er, som de andre i serien, illustreret af Preben Winters flotte, dystre s/h blyantstegninger med dramatiske skyggeeffekter. Layoutet er åbent: tekst i store typer, mange afsnit og adskillige helsides tegninger - derudover er her tale om en slidstærk papirkvalitet. Forsiden, med et lumskt grinende skelethoved, signalerer gys.