Skal man karakterisere det bærende forestillingsmønster i Metere Pryds Helles anden roman, er det billedet af labyrinten, der først melder sig. Både tematisk og kompositorisk handler romanenom, hvordan den ordnede, perspektiviske virkelighed er gået i opløsning og afløst af en uafbrudt forvandling, hvor det tilsyneladende stabile viser sig at være et fatamorgana. På en ballonfærdsammen med sin mand strander romanens hovedperson Beatrice i et foruroligende landskab og hos nogle mennesker, hvor hverken den ydre eller den indre natur synes at være noget stabilt og forudgivet.Fra det ene øjeblik til det andet kan naturens faste former opløses i en støvsky, og de kendte dyre- og plantearter er afløst af mærkelige mutationer. Den natur MPH med sin suggestive prosa førerlæseren ind i er både den ydre natur efter det totale økologiske sammenbrud, men også en rejse ind i sindets indre landskaber, hvor det ydre spejler det indre: »Livet ligner månen, altid den sammeside beskinnet aflys,den anden side bortvendt, ukendt, mørk«. Sideløbende med fortællingen er der i bogens margin indlagt citater fra gamle naturhistoriske værker og leksika, hvis tro påvirkeligheden som et ordnet kosmos sætter romanens opløste univers i relief. Kunstnerisk satser WPH højt, og satsningen lykkes. Hendes på én gang realistiske og drømmeagtige prosa besidder enorginalitet og demonstrerer et talent, som man bør være opmærksom på.