Billedbog hvis formål er at lære børn om tiden og klokken. Med ur med bevægelige visere og opgaver. For de ældste børnehavebørn og indskolingen.
Bogen følger Sofie og Lukas i løbet af en ganske almindelig dag, hvor de står op, går i skole, er i svømmehallen m.m. Hver side starter med sætningen "Klokken er...", og gennem et hul på siden kan man stille viserne på et ur, der sidder fast på bagerste side. Hvert opslag afsluttes med en opgave, der går ud på at stille uret, så det passer til næste sides historie. På den efterfølgende side er der gemt et ur, der viser det rigtige klokkeslæt. Sværhedsgraden øges løbende. I starten er det hele timer, dernæst halve, kvarte og til sidst minutter. På de sidste sider fortælles lidt generelt om tiden, og der er spørgsmål til teksten og til læserens egen hverdag, hvilket giver mulighed for at repetere klokkeslættene. Illustrator har mange billedbøger bag sig, og denne ligner i stilen andre tyske børnebøger. Selvom den er oversat fra tysk, kan danske børn sagtens relatere sig til de to søskendes hverdag.
Der findes mange bøger om at lære klokken, men emnet er altid i høj kurs. Denne er af den traditionelle slags i stil med Lær klokken med Laura, 2008 og Klokken er mange!, 2003.
En udmærket traditionel billedbog, hvor de 5-7-årige kan lære om tiden og klokken. Bogens styrke er de små opgaver og spørgsmål til teksten, som gør barnet aktivt.