Masser af inspiration og gode tips til alle, der vil lave mere grøn - og forholdsvis nem - mad med wow-faktor. Med forslag til veganske versioner af mange af opskrifterne.
Bogen består indledningsvist af madlavningstips og forslag til et velfyldt spisekammer. Dernæst basisopskrifter på syltning og fermentering for begyndere, sovser og dips samt hjemmelavede krydderiblandinger som fx ras el hanout og za'atar. Madopskrifterne er delt op i 7 kapitler med hver sit fokus, fx salater uden salat eller gode ting i brød. Afslutningsvis et index og forfatterbio. Rundt i bogen findes tips som at blende tahin for en fløjlsblød hummus, putte natron i kogevandet til bønner for at blødgøre eller lave løgpulver af ristede løg. Til hver opskrift er et foto af den færdige ret. Forfatteren har en populær madblog og Instagramprofil (@vegetariskhverdag), hvor man bl.a. kan hente madplaner og inspiration til madprogrammer på Netflix.
Det er skønt med nogle helt lavpraktiske og enkle tips som grydelågstricket, der gør pandestegt kål hurtigere og bedre. Langt de fleste ingredienser er lette at få fat i, og der er ingen avancerede tilberedningsteknikker. Opskrifterne er meget varierede og har elementer fra mange køkkener, fx thailandsk larb med ristet rispulver. Desserter som olivenoliekage og Dutch baby er ligeledes anderledes og spændende.
Minder om: Vegetarisk hverdag.