Vejen hedder ikke-vold

King faldt så tragisk som offer for den amerikanske tradition for vold, som han søgte at skabe det helt nødvendige alternativ til, og meget tyder på, at hans død vil stille sig i vejen for hans ideers succes, både fordi der er sket en forværring i racekampen, og fordi døde folkeledere hurtigt glemmes. Også af danske lånere vil King nok være så glemt om to år som f. eks. Luthuli er nu, og da denne hans bog fra 1963 er en prædikensamling med hovedvægten på den religiøse side af hans ikke-voldsbevægelse tør jeg ikke spå den samme anvendelighed eller anbefale samme udbredelse som hans mere politisk betonede bøger. Ydermere gør prædikenformen sig negativt gældende dels ved en vis stivhed i opbygningen af de enkelte taler, dels ved ret mange gentagelser. Det er imidlertid prædikener fyldt med smukke og positive tanker, men de henvender sig nok mere til det lille publikum, der læser forkyndende skrifter end til dem, der nærer en almindelig interesse for amerikanske negerproblemer, selvom King naturligvis taler ud fra sine erfaringer både som neger, som præst og som leder af store og vellykkede borgerretsdemonstrationer.

Read the full assessment