Med lidt formidling vil bogens litterære analyser og historiske oversigter kunne anvendes af studerende fra gymnasieniveau og i de æstetiske fag på de videregående uddannelser.
Antologien åbner et nyt, stort forskningsfelt hvis formål er at undersøge samspillet mellem velfærdsstaten og dansk litteratur og kulturdebat fra 1945 og frem til i dag. Alle bogens 15 bidragydere tager udgangspunkt i relationen mellem litteratur og samfund. Det er sociologien og samfundsvidenskaben, men i langt overvejende grad litteraturen, der leverer stoffet til bogens fortællinger, eller "diskurser", om den danske velfærdsmodel, hvor ikke mindst Villy Sørensen indtager en vigtig position. I vægtige bidrag af bl.a. Johs. Nørregaard Frandsen, Marianne Stidsen og Tue Andersen Nexø påvises det hvordan den realistiske tendens i de senere års litteratur får karakter af at være modbilleder til velfærds- og konkurrencesamfundet, hvor intet længere synes at fremtræde som troværdigt eller autentisk.
Bogen introducerer et nyt, bredt forskningsområde i feltet mellem æstetik og kultur og udkommer som andet bind i serien Moderne positioner efter 1940.
Antologiens velskrevne bidrag, der for manges vedkommende tager afsæt i tekstnære analyser, giver nye, perspektivrige indfaldsvinkler til periodens danske litteratur, og markerer en social vending - ikke blot i den nyeste danske litteratur - men også i litteraturforskningen efter en periode som har været meget værkcentreret.