Sygeberetning om forfatterens prostatacancer. Bogen vil have interesse for andre mænd med samme diagnose og deres pårørende.
Anders Enevig, som vi kender igennem en menneskealder i bibliotekerne for hans skildringer af gøglere, sigøjnere, cirkusfolk og beslægtede emner, fik i 2008 konstateret prostatakræft i en alder af 85 år. Vi hører om forløbet fra det første lægebesøg og de efterfølgende undersøgelser. Forløbet påvirker selvfølgelig psykisk, og hans kone får en depression undervejs, men følger sin mand ved hospitalsbesøgene på Odense Universitets Hospital. Endelig foreligger diagnosen, og Anders Enevig beslutter sig for den mest vidtgående behandling: at få fjernet testiklerne. Herefter er han rask og ser optimistisk på fremtiden. Selve undersøgelsesforløbet fylder det meste af fremstillingen, mens det drastiske indgreb og de betænkeligheder en mand må have i så henseende gives meget lidt plads. Hatten af for hans beslutning, som kræver sit mandfolk.
At vælge sit liv, 2009 er en tilsvarende sygeberetning om prostatacancer, hvor forfatteren i modsætning til Anders Enevig fravalgte konventionel behandling. De to beretninger supplerer således hinanden på smukkeste vis.
Sygeberetning om et undersøgelsesforløb i forbindelse med prostatacancer samt den efterfølgende operation, hvor forfatteren lod sig kastrere med det vellykkede resultat, at han blev rask igen.