Kom tæt på den erfarne politiker og generalsekretær, som stadig er fuld af holdninger, selv om hun pt kan sætte et "forhenværende" på sine forskellige stillingsbetegnelser. Af interesse for alle der har fulgt Mimi og dansk politik fra 1970'erne og frem.
Mimi Jakobsens liv og karriere er nøje knyttet til faren Erhard Jakobsen, og styrkeforholdet mellem dem afspejles i udviklingen fra, at Mimi altid blev kaldt "Erhards datter" til at Erhard i sine sidste år blev omtalt som "Mimis far". Hun skildrer vendepunkterne: barndommen på Amager, udflytningen til det fjerne Gladsaxe, hvor faren blev borgmester samt de tanker der lå forud for universitetsstudium og karriere. Men hovedvægten lægges på den politiske karriere i farens parti CD, fra ministerårene bl.a. som ung, enlig mor, som partileder til partiet røg ud af folketinget og opløstes. Styrende er også ægteskaberne, det tætte bånd til faren og det problematiske forhold til moren - samt ikke mindst heltene Bob Dylan og Kennedy.
Et bundsolidt, dybt ærligt selvportræt der viser de afgørende vendepunkter. Mange udfordringer på det personlige, det kønsmæssige og ikke mindst det politiske plan formidles skarpt og interessant. Ja, der er nogle afsløringer om bl.a. Erhards utroskab, og ja, hun roser sig selv hvor der er grund til det, men stiller sig bestemt ikke kun i et flatterende lys.
Politik i virkeligheden fra 1993 beretter dele af historien i et andet tidsperspektiv.