Verden tur/retur er skrevet til børn og deres forældre, der skal udstationeres eller flytte til udlandet. Bogen er blevet til på grundlag af de erfaringer forfatteren har gjort sig som udstationeret for Det Danske Missionsselskab. Hun fortæller om hvordan man kan forberede sig til mødet med en anden kulur, om forventningens glæde, det svære ved at sige farvel og omstillingen til hverdagen i en ny kultur. Hun lægger heller ikke skjul på, at det også kan være svært at vende hjem igen. De positive sider fremhæves også, f.eks. kendskabet til et nyt sprog, erfaringer med at leve i et andet land med andre traditioner og en anden religion, og ikke at forglemme den personlige udvikling. Bogen er skrevet i et enkelt og ligefremt sprog, der henvender sig direkte til læseren, og forfatterens råd er enkle og ligetil: Fortæl når du er ked af det, har hjemve eller har trådt i spinaten. Selv om sproget er enkelt og ligefremt kunne jeg godt savne nogle konkrete eksempler, der tydeligere kunne anskueliggøre hvor vanskelighederne er. For forældrene er der mere uddybende læsning at finde i f.eks. Når Penelope rejser med af Aase Gullestrup fra 1998 og M. Christensens Nutidsnomader, rejsens psykologiske virkninger fra 1996.