Forfatteren, der er kendt for sine mange historiske romaner, giver her et bredt og kortfattet oversigtsbillede af en række historiske skikkelser. Ikke blot faktuelle personligheder, men også en række figurer med mere mytologisk eller anekdotisk karakter. En del af de 17 personskildringer kredser om personligheder fra religionens verden - bl.a. Buddha og Muhammed, mens andre er hardcore faghistoriske skikkelser som Alexander den Store og Marco Polo. Fælles for dem alle er, at de fik afgørende indflydelse på verdenshistoriens gang - og fælles for skildringerne er det, at vi hører om deres barndom og opvækst, for det her er historier for børn, og barndomsfortællingerne medvirker til at gøre stoffet identificerbart. Det er en fortrindelig idé med sådan et bredt vue over historien, for det medvirker til forståelse af helhed og sammenhæng og det er ligeledes en god idé, at fokusere på enkelte personligheders historiske betydning. Men det er ærgerligt, at stoffet leveres så komprimeret som tilfældet er, for på de 5-8 sider, der er afsat til hvert afsnit, bliver der trang plads til at fortælle historien, så vi både får fornemmelse af tiden og karaktererne. Der er dog stadig masser af godt gods til de historieinteresserede 12-15 årige - og såmænd også til lidt kød og blod på skolens historieundervisning. Mårdøn Smet står for enkle og kraftfulde illustrationer til historierne.