Veronicas opvækst i en dominerende og selvtilstrækkelig familie har givet hende en stærk følelse af mindreværd og afmagt, der nu i 22-årsalderen har udviklet sig til anorexia. Hendes ensommeog udsigtsløse tilværelse er kun styret af vægttab og sult, som konkrete udtryk for ønsket om en renere, uskyldigere, bedre tilværelse. I en sulttilstands drømmesyn stifter hun et kort øjeblikbekendtskab med sit alter ego, Ane fra 1500-tallet, og hun betages af tidens enkle levevis. Hendes sygdom opdages, og meget mod Veronicas vilje, sættes behandlersamfundet og familien ind på atredde pigen. Men Veronicas eneste mål og ønske er at sulte sig tilbage til Ane. Bogens skildring af Veronicas kærlighedsløse liv og hendes kamp for at tabe sig er hård kost, og ansvaret for hendessygdom lægges diskret éntydigt på den meget lidt forstående familie. Ikke anklagende, men nøgternt konstaterende, eksemplificeret gennem teksten. Er realplanet således vellykket, kniber det med atintegrere Veronicasdrømmesyn og utopia i sammenhængen. Det opleves ikke som væsentligt og styrende, som hensigten formodentlig er. Men det fint følte og skildrede sygdomsforløb er ogsåtilstrækkelig til at bogen kan læses med udbytte, alene eller med andre bøger, der behandler dette tragiske emne. 9.-10. kl.