Intelligent og velfortalt kulturanalyse af Vestens krise i det 21. århundrede. For læsere af idédebat og alle andre, der ønsker at blive klogere på den tid, vi lever i.
Rune Lykkeberg fortæller historien om Vesten mod Vesten ud fra en undren over, hvorfor Vesten, der synes at have sejret på alle parametre, er ved at tabe til sig selv. RL inddeler Vestens historie efter 2. verdenskrig i tre faser: Guldalderen fra 1945-1975, Reaktionen fra 1975-2001 og Krisen i det 21. Århundrede. Gennem læsninger af ungdomværker som Harry Potter og The Hunger Games, romaner, film, musik og idéhistorie fortæller han den kulturhistorie, som er konteksten for det 21. århundredes politiske konflikter i Vesten. Indledningsvis sætter han to arkefortællinger om Vesten overfor hinanden, Guldalderen og Krisen, eksemplificeret i bl.a. Obama/Trump og Harry Potter/Lord Voldemort. Herefter viser han, hvordan Vesten skabte sin egen guldalder med løfter om fremskridt, frihed, fred, lighed og velstand. Reaktionen kom, da det viste sig, at Vesten ikke kunne leve op til sine egne løfter. Angrebet på Twin Towers 2001 indvarslede krisen i det 21. århundrede, som indtil videre er kulmineret i Trump og Brexit. Med et efterskrift, der rummer et håb for fremtiden.
Original og tilgængelig analyse, der sprudler af RL's store viden og fortælleglæde. Bred målgruppe.
Lars Tvedes sprudlende civilisationsanalyse Det kreative samfund argumenterer for, hvordan Vesten kan vinde fremtiden ved hjælp af kreativitet.