North Falls er en lille fredelig by, hvor alle kender hinanden. Men idyllen krakelerer, da to teenagepiger forsvinder. Emmy og resten af politistyrken leder desperat efter dem, men kan de finde dem i tide? Til læsere af spændende og velskrevne krimier.
Emmy Clifton er ansat i det lokale politi, hvor hendes far er sherif. Under 4. juli festlighederne forsvinder pigerne Cheyenne og Madison sporløst. Emmy tager det særlig nært, da Madison er bonusdatter af Emmys bedste veninde Hannah. Efterforskningen af de to pigers forsvinden afslører pædofili og handel med stoffer og leder frem til en mistænkt. Pigerne findes kort efter myrdet, og Emmy kan ikke tilgive sig selv, uagtet at den skyldige blev dømt. 12 år senere, da den dømte løslades, forsvinder endnu en teenagepige. Dette er første bind i Karins Slaughters nye serie “North Falls".
Karin Slaughter har begået en mørk, intens og karakterdrevet krimi med troværdige karakterer, adskillige drejninger og en solid spændingskurve. Plottet indeholder grumme emner som fx seksuel udnyttelse af unge piger og vold sideløbende med at man følger Emmys privatliv og kvaler. Man er i godt selskab med denne bog og en kop kaffe.
Læsere af spændende krimier med et godt plot og twists kan med fordel læse forfatterens andre krimiserier. Serier af Simon Toyne og Linda Castillo vil også tiltale fans af Karin Slaughter.