Efterspørgslen efter denne antologi, hvor en række af folkene bag "Occupy Wall Street" fremlægger deres idéer og synspunkter, vil afhænge af, i hvor høj grad bevægelsen vil holde sig i mediernes søgelys.
Den 17. september 2011 rykkede aktivister ind i New Yorks finanscentrum Wall Street hvor de slog lejr i Zuccotti Park, for at protestere mod den grådige finanssektor og de sociale og økonomiske uligheder. Bogen indeholder forskellige beretninger, deklarationer og artikler fra de to første måneder af protestbevægelsens liv. Deltagerne, der føler sig inspireret af Det Arabiske Forår, diskuterer bl.a. demokratiformer og nye måder at organisere sig på politisk, så det folkelige flertal kan generobre magten. Der er også bidrag af forskellige kendte amerikanske aktivister fx Naomi Klein og Ralph Nader. I et efterskrift fortæller den danske oversætter om, hvordan bevægelsen fortsætter rundt om i verden, også efter at lejren i New York er forladt.
Det er den første bog på dansk om "Occupy Wall Street"-bevægelsen.
En introduktion til synspunkter og idéer i den folkelige protestbevægelse "Occupy Wall Street", der opstod i USA, men som i finanskrisens kølvand også har fået aflæggere i andre dele af verden.