Biografi fra en kvinde, der har levet i et alkoholiseret ægteskab. Bogen vil have interesse for andre kvinder, der kan identificere sig som medafhængige og kan bruge bogen til at spejle deres egen problematik.
Forfatteren er en anonym dansk kvinde i 50'erne at dømme efter de tidsbilleder, hun opruller i sin selvbiografi. Og de er faktisk værd at fremhæve som et ekstra krydderi på en ellers dyster personlig udviklingshistorie, som starter i hendes barndomshjem, hvor hun vokser op som enebarn. Hendes storesøster døde før hun selv blev født, men lever som en skygge i hjemmet, der er præget af forældrenes grænseløse sorg og Mariannes nagende bevidsthed om, at hun aldrig kan blive lige så elsket som søsteren. Et andet aspekt, som lykkes rigtig godt, er skildringen af hendes seksuelle historie, som på et tidspunkt munder ud i ægteskabet med Karsten, der nogle år senere udvikler alkoholisme. Sammen har de sønnen Iver. Efter nogle voldsomme familiemæssige kolbøtter, må hun erkende sin andel i misbruget. Jeg synes hun lykkes godt både med det psykologiske og tidsbillederne, som har noget Krøniken-agtigt over sig. Efterskrift af tidligere socialoverlæge Peter Ege.
Min vej ud af medmisbruget, 2010 er den nyeste af en del beretninger om emnet, hvoraf en af de bedste efter min mening er Breve fra kvinder der elsker for meget, 1989.
En ganske vedkommende beretning fra en medafhængig kvinde, der her går i dybden med, hvad der førte hende ind i, samt hvad der bragte hende ud af misbruget igen.