Brian Jensen er ungdomstræner i fodbold og uddannet folkeskolelærer. Han udvikler sin moderne fodboldpædagogik ud fra en demokratisk-dialogsøgende trænerrolle, der ikke foregiver at træneren og spilleren er ligestillede, men bygger på gensidig respekt mellem spillere, træner og forældre. Han diskuterer de forskellige elementer der indgår i en sådan demokratisk trænerrolle. Træneren skal være en autoritet og kende sit ansvar, han skal være forklarende og være i stand til at modtage saglig kritik fra spillerne. Han erklærer sig som tilhænger af læringsbegrebet, og koncentrerer sig om de taktiske, psykologiske og sociale læreprocesser blandt andet med inddragelse af Howard Gardner De mange intelligensers pædagogik, 1997. Bogens styrke er da også kombinationen af Brians praktiske erfaringer som ungdomstræner og hans inddragelse af psykologiske og pædagogiske principper i arbejdet. De teoretisk prægede overvejelser stiller dog nogle krav til læserne. Bogen vil primært blive efterspurgt af ungdomstrænere, især i fodbold, men mange ting kan også bruges af trænere fra andre holdidrætsgrene, ligesom man nok også kan forvente en vis efterspørgsel fra nogle af de forældre der ivrigt følger deres børn fra sidelinjen.