Bogen er tænkt brugt til studerende på første semester på universiteterne inden for samfundsvidenskaberne og til studerende på senere dele af mellemlange uddannelser. Også andre interesserede kan have glæde af bogen.
Bogen falder i tre dele, nemlig 1. del, Videnskabsteori og metode, hvor vi bl.a. finder emner som Hypotesetest og Fortolkning. I 2. del, Videnskabsteoretiske tilgange, har vi teorier og positioner, som er udviklet op gennem det 20. og 21. århundrede inden for samfundsvidenskaberne, som i højere og højere grad har løsgjort sig fra tidligere naturvidenskabelig tænkning og positioneret fagene. 3. del, Videnskabsteoretiske temaer, tager centrale videnskabelige begreber og teoretiske problemstillinger op til tværgående behandling. Sidst en leksikalsk oversigt over fagenes personer og begreber. Omfattende litteraturliste, navneregister, emneregister og en forfatteroversigt med præsentation af bogens forfattere.
Stærkt udvidet i forhold til 1. udg. fra 2010 med over 200 s. Nye kapitler som "Forståelse og fortolkning", "Realistisk videnskabsteori og kritisk realisme" og "Samfundsforskning i samfundet" er kommet til. Nyt overskueligt layout, der gør bogen mere læsevenlig.
En vidende præsentation af fagene, deres problemstillinger og teoretikere. Den er tænkt som lærebog, men præsenterer emnerne så indbydende, at den kan vække nysgerigheden hos andre læsere, som hurtigt kan orientere sig og via registre og oversigt bruge bogen som en slags opslagsværk.