En bog om vikingetiden, der forsøger at sætte system i vikingekongernes slægtshistorie og i øvrigt beskriver vikingetidens levevis, handelsforhold og forbindelser til naboområderne i Skandinavien og Europa. Bogens slægtsbeskrivelser er tørt stof, der mest henvender sig til oldkyndige, mens de arkæologiske og historiske afsnit mere er for den vikingetidsinteresserede læser.
Forfatteren går kronologisk frem og beskriver på grundlag af de sparsomme skriftlige kilder, runeindskrifter og arkæologiske fund de danske/skandinaviske kongeslægter, deres frisiske og engelske forbindelser og den verden, de levede og virkede i. En stor del af bogen er præget af en meget opremsende tekst med tilhørende slægtstavler, årstalslister og notehenvisninger, men der bringes også længere sammenfattende afsnit om de nordiske handelspladser og fyldige biografier af de senere vikingekonger.
Man kan læse om vikingekongerne mange steder. I danmarkshistorierne, i tidsskriftslitteraturen og i monografier som fx Kirsten Møllers Vikingeætten, 1997 og Jørgen Markvads Danske konger - før Gorm den Gamle, 2004. Her er stoffet om alle vikingekongerne og deres slægtsforbindelser samlet og systematiseret, og der fokuseres på danmarkshistorien i hele perioden fra ca. 700 til ca. 1050.
En bog med både fagligt krævende og populært historisk stof om vikingetiden og vikingekongerne, der er en oplagt anskaffelse, hvor man vil have alle aspekter af vikingetidens historie præsenteret.