Forfatteren fik udgivet God i tro i 2005. Han er fra USA og han er prædikant. Bogens titel henviser til det sted i Matthæusevangeliet, hvor Jesus kommer gående på vandet ud til disciplene og opfordrer Peter til at træde ud til ham på vandet. Peter kunne gå på vandet, men da han begyndte at blive bange og tvivle, begyndte han at synke. Bogen handler om at have mod til at tro, for at kunne tro rigtigt. Forfatteren inviterer læseren på en gåtur. Der er gået mange ture i Bibelen, siger han. Gud gik aftentur i Edens have, Abraham måtte gå med Isak for at ofre ham, Jesus måtte gå den tunge vej med korset til Golgatha osv. Den tur forfatteren byder os på er en tur som Peters. Hvis vi oprigtigt tror, kan vi gå hvor som helst, og det kan man lære af denne bog. Gennem en lang række dagligdags hændelser vises, hvordan man kan blive bedre til sin tro. Bogen er inddelt i kapitler med hver sin case, og hvert kapitel er efterfulgt af en række spørgsmål. Disse spørgsmål er beregnet på refleksion over, hvordan man selv ville agere i den givne situation, og hvilke oplevelser man selv har haft af lignende karakter. Bogens målgruppe er defineret meget bred, men nås nok mere ved en religiøs formidling end en bibliotekarisk.