Henvender sig til læsere af forfattere med en dreng/mands synsvinkel som man har læst det hos Erling Jepsen, Jens Blendstrup og Bo Østlund. Da romanen foregår i midten af 1970'erne henvender den sig også til romanlæsere som er opvokset i dette årti.
Søren Jessen, f.1963, debuterede i 1990 med en børnebog. I 2000 udkom hans første voksenroman Zambesi. Vildnisset er skrevet med en stor drengs synsvinkel og foregår i Sønderborg og især i Herning området. Titlen henviser både til det eventyrlige vildnis, drenge kan opleve i fantasi og leg og til et værtshus, faderen ofte befinder sig i. Vi er i sommeren 1975 og drengen Jens flytter med sin familie til Herning. Faderen er avanceret til distrikts-chef for Frisko Is og har fået råd til et parcelhus. Herefter går det ned ad bakken for familien samtidig med at parcelhuset udbygges. Drengen Jens udtænker dog en voldsom plan som skal få familien på ret køl. Jessen skriver rigtig godt og stilsikkert. Vi får både et præcist 70'er tidsbillede og et portræt af en familie på randen af knockout. Portrættet af Jens er meget rørende og præcist skildret.
Man tænker bl.a. på drengen i Erling Jepsens Kunsten at græde i kor og Niels Malmros' drengeskildringer.
Jessens sproglige fernis og indlevelse i drengens følsomme sind, bl.a. over de voksnes hemmeligheder, er fremragende. Tilmed et oftest humoristisk tidsbillede af 70'erne. Omslaget er klædt i 70'ernes favoritfarve: orange og med et billede af en Ford Ascona og et typisk parcelhus.