Keld Belert, som bl.a. er kendt for sine gendigtninger af islandske sagaer, er i sin nye roman vendt så meget tilbage til nutiden, at han fortælleteknisk udnytter ideen fra computerensadventurespil som indfaldsvinkel til en udviklingshistorie om en ensom og usikker dreng. Ideen med at bruge computerspillets handlingsmønster er fin, men det gode i ideen falder på gennemførelsen.Det kommer til at virke for letkøbt at tillægge det mystiske, der sker, fantasien, bl.a. fordi vi ikke får noget at vide om Gerts interesse for computerspil, og fordi forklaringerne på de mærkeligetildragelser ikke forklares godt nok. Læseren sidder tilbage med nogle løse ender, specielt når historien slutter så jordnært, som den gør. Desuden lægges der i starten op til en rammehistorie, "...han var ikke glad, og det er det vi skal høre om...", men faktisk ender den historie, vi hører om, ovenud lykkeligt, så hvorfor han ikke var glad netop den dag, får vi aldrig noget af vide om.Portrættet af den ensommeGert og usikkerheden over forældrenes evige skænderi virker ægte. Historien fortælles i et letflydende sprog, så elever fra 12 år og opefter skal nok lade sig fange ind afden mystiske start. Til gengæld vil de nok føle sig lidt snydt over den alt for almindelige og rosenrøde slutning.