Jane Aamund har en meget stor og trofast læserskare, og yderligere præsentation af en ny roman fra hendes hånd turde være unødvendig. Romanen vil blive udlånt på forfatternavnet alene, og den udmærkede forside vil tiltrække nye læsere.
Romanen falder i tre af hinanden uafhængige dele, hvor første del handler om to filippinske au pair-piger i nutidens Charlottenlund, anden del om de skiftende barnepiger og unge piger i Jane Aamunds eget velhavende barndomshjem i Gentofte og tredje del om brasilianske Camilla, der i 1990'erne kommer til Brønshøj. Fælles for de unge kvinder er en stille undren over de vilkår, der bliver dem til del, og deres liv og skæbne bliver livligt og indlevet beskrevet. Det er ikke en roman, der stikker dybt, men den er farverig og underholdende, og at dialogen sine steder er både konstrueret og belærende, må man bære over med. Til gengæld får man et letløbende og interessant indblik i forskellige miljøer set med tjenestepigernes øjne.
Jane Aamunds (f. 1936) forfatterskab er stort og broget, og hun er elsket af mange især kvindelige læsere, som utvivlsomt også vil tage hendes nye roman til sig.
Når den folkekære Jane Aamund udgiver en ny roman, er der dømt publikumssucces. Det vil også være tilfældet med Vindue uden udsigt, som handler om tjenestepiger, barnepiger og au pair-piger i bedrestillede københavnske hjem fra omkring 1940'erne til nu. Fin forside.