Violinbyggernes by

I Henrik Nordbrandts nye digtsamling er de fleste af digtene kærlighedsdigte, hvor motivet er tabet og savnet af den elskede. Om den elskede har forladt ham eller måske er død, står ikke heltklart, men adskillelsen er lige smertefuld. Der er noget galgenhumoristisk over de første digte, hvorefter de mere og mere giver udtryk for sorg og desperation; tanken og erindringen om den elskedeer pinefuld: ... din sårbarheds profil .../... den der skærer i mig som en diamant i røgsværtet gips/ når du vender dig i mine tanker/. Digtene munder ikke ud i nogen afklaring eller forsoning: Oskan ingen fortid længere få til at lyse./Og fremtiden har ikke brug for vores skygger/. Hvor pessimismen og afmagtsfølelsen i 84 digte var mere almen, er den her af mere personlig art. Som altid iNordbrandts digtning er der indtryk og billeder fra fjerne himmelstrøg, her Italien og Grækenland. Han har en meget billedrig stil, men samtidig et sprog så klart, rent og så smukt, at dennedigtsamling om savn oglængsel næsten er en fysisk nydelse at læse.

Read the full assessment