De 9-13-årige, som sagtens kan være af begge køn, vil få en rigtig sjov oplevelse ud af at læse bogen. Også selv om man ikke skulle være så meget til tegneserier, idet der er tale om små doser blandet med almindelig tekst med illustrationer.
I rækken af bøger om Rosa kommer nu den tredje tema/aktivitetsbog efter Virkelig vigtigt ifølge Rosa, 2007 og Virkelig sjovt ifølge Rosa, 2008, denne gang med temaet venner. Som med de øvrige er der tale om en blanding af tegneserie med handling fra tidligere bind i serien, temakapitler med overskrifter som "Venner og hemmeligheder" eller "Ville og grænsepolitiet" samt spørgeark, som Rosa og andre har udfyldt. Min umiddelbare tanke var, at bogen bare er "fyld", men jeg må overgive mig. For seriens velkendte humor gennemsyrer i høj grad bogen. Gahrton og Unenge viser stort overskud, opfindsomhed og indføling med børn og unge af i dag, fx i ovennævnte kapitel med grænsepolitiet, hvor nogle scener udspiller sig med to mulige scenarier, hvor Ville enten betragter sig som ven med Rosa eller som potentiel kæreste. Unenges tegninger understøtter som altid den humoristiske tekst rigtig godt.
Jeg synes, der er noget meget forfriskende over denne og de øvrige aktivitets- og temabøger i Rosa-serien. Serien som sådan kan måle sig med de fleste andre, og også rart med en god serie, som er meget genkendelig for skandinaviske børn og unge.
Sjov, original og med forståelse for børn og unges hverdag i dag. Fint supplement til de "almindelige" bind.