Lone Mikkelsen (f. 1954) debuterede i 1998 med den historiske roman Solo for Cecilia. Hendes anden roman handler om den italienske maler Caravaggios storhed og fald (1571-1610). Han kommer til Rom som ungt menneske og bliver hurtigt anerkendt som et malerisk geni. Dog er hans stil grænseoverskridende realistisk for borgerskabet, og med årene bliver hans livsførelse mere og mere udsvævende. Til sidst bliver han anklaget for vold og mord og må tage flugten. Han tager ophold i Napoli, hos ridderne på Malta, på Sicilien og forsøger til sidst at vende tilbage til Rom. På Malta får han en tro væbner i en ung fiskerdreng, som forlader alt og alle for at være i nærheden af maleren. Det er bestemt en velskrevet, vidende og atmosfærefyldt roman, men alligevel virker den lidt tam, og temaet med en historisk periode oplevet og sanset gennem en kunstner er set mange gange tidligere. Forside med udsnit af maleri af Caravaggio.