Det er en kendt sag, at mange får demenssygdomme med alderen, men betyder det også, at vi alle bliver mentalt svækkede, når vi bliver ældre? Nej siger Goldberg, der er hjerneforsker og på dansk har udgivet Hjernens dirigent : frontlapperne og den civiliserede bevidsthed, 2002. Hjernen er et system, hvor hver enkelt ting vi gør indgår i et mønster, hvor forskellige dele af hjernen bruges. Disse mønstre akkumuleres over tid, og kun hvis der opstår en defekt, vil vi svækkes mentalt. Det er disse mønstre af hjerneaktivitet, der bygges videre på livet igennem, og som Goldberg gennemgår. Han begynder med en underholdende gennemgang af hjernens funktioner, illustreret via de funktioner vi alle kender: vækkeuret ringer, tandbørstning, morgenmad osv. Alle dele kræver aktivitet bestemte steder i hjernen. Det betyder at man relativt hurtigt kan gennemskue komplekse situationer og tekster, selv i en høj alder. Goldberg skriver lige ud af landevejen som i et foredrag, og det vanskelige stof bliver tilgængeligt for mindre trænede hjerner, selv om man stadig skal holde tungen lige i munden for at følge med. Bogen sluttes med noter og register. Hjernens dirigent bruges flittigt, denne vil uden tvivl få tilsvarende efterspørgsel.