Visne bøgeblade rasler uhørt (i Andromeda)

Digte om menneskets fortolkende blik og naturens ufortolkelige renhed. For læsere af filosofi og ny dansk poesi.

Digtsamlingen handler om mennesket og naturen. Formelt set er bogen delt op i tre dele begyndende med et "jeg", dernæst et "vi" for til sidst at slutte med "naturen". Midt i bogen findes en række billeder af månen på sorte sider. Digtene suppleres derudover løbende af billedcollager, som også er skabt af Jacob Juhl, der ved siden af sit skrivende virke også udøver kunst.

Det er en ualmindelig flot og kontrolleret debut. Sproget er overbevisende og formen er klar. Digtsamlingen folder sig ud, som belyste den en tanke, der allerede var formet. "Den rette linje er en pragmatisk konvention,/ en praktisk anvendelig container af mening/ ligesom natur" står der, som eksempel på den filosofiske dikotomi, der afspejler værkets grundtese. På den måde bruges digtet som et redskab, der skal understrege digterens syn på verden. Når poesien skinner igennem denne redskabliggørelse, ser det sådan her ud: "naturen er det,/ som har stilhed og pels/ som sprog". Juhl leger flot, men som digtsamling når debuten ikke helt til Andromeda.

Et andet værk, der også leger med poesien som manifest eller filosofi er Nicanor Parras Antidigte.

Read the full assessment