15 bøger er det nu blevet til om møgungen Vitello, og hele serien kører fuldstændig af sig selv lige elsket af såvel voksne som børn fra fem år. På trods af juletemaet skal dette bind ikke gemmes væk på julehylderne. Brug den endelig hele året rundt.
Regnestykket artigt barn+julemand=julegave går slet ikke op, når barnet er møgungen Vitello. Det indser han pludselig dagen før juleaften, for der var jo lige det med birketræet i forhaven, dåsen i halen på naboens kat og bålet på gulvet i hans værelse plus alle de andre skarnsstreger. Løsningen er at købe en supergave til mor, så hun kan glemme alt det andet. Men da Vitello endelig står i butikken med lidt penge scoret på salg af flasker, kommer han til at købe den monstermaske i ægte gummi, som han selv ønsker sig. Hvad vil mor sige til at få sådan en juleaften? Jul er lig med hemmeligheder, så det vil jeg ikke røbe her, men det er en skøn, morsom og hjertevarm bog om et barn af den slags, der ellers kun får negativ opmærksomhed. Bogens energiske illustrationer går op med historien som hånd i handske.
Vitello er udover at være helt sin egen også ret meget i familie med Lindgrens kendte møgunge Emil, og til de børn, der slet ikke kan få nok af dårlige forbilleder, er der også Tiberius Tudefjæs, Villads fra Valby og den helt nye serie om Timmy Taber af Stephan Pastis.
En dejlig bog på niveau med resten af serien, og en dejlig ujulet bog at stikke børn, når de har fået nok af nisser og engle i skjul.