Charles Dickens skrev i 1849 bogen: The Life of Our Lord, der er en genfortælling af de kendte beretninger om Jesu liv, og som i dag er en af hans mindst kendte værker: Sammenlignet medudgaven fra 1946, oversat af E. Frederiksen, er den nye oversættelse og bearbejdelse af Luise Hemmer Pihl betydelig kortere, men også en del sværere. Den benytter sig af et meget højstemt sprog medmange vanskelige og gammeldags udtryk, som vil falde mindre børn svært. Den gamle oversættelse brugte et mere enkelt og letforståeligt sprog. Fortællingen en Herodes, der lod Johannes Døberhenrette er eksempelvis forkortet så kraftigt, at den er blevet både forkert og uforståelig. Bogens inderlige sprog forekommer i vore dage noget overvældende. Den henvender sig direkte ogforkyndende til læseren eller tilhøreren og vil stille store krav til oplæseren. Bogen er for svær til at børn i de mindre klasser selv kan læse den. Oplæsning i hjemmet kan komme på tale, men ikristendomsundervisningen i de mindreklasser vil læreren være bedre hjulpet med at bruge Nye Testamente og tekster af Seidelin eller Bødker som grundlag for sin mundtlige fortælling. Smukke, menikke særlig fortællende illustrationer i en akvarelteknik.