Sjette bind i denne fantasyserie for de ca. 10-14-årige er også både spændende, velskrevet, veltegnet og noget helt for sig selv. Hovedpersonen fra bd. 4, den unge bibliotekar Rook Barkwater, bliver rodet ind i de begivenheder, der fører til et mægtigt opgør mellem alle de stridende parter på "Kanten". De undertrykte og de såkaldte bibliotekarer ser ud til at få en fremtid i frihed, mens flere af de diktatoriske ledere og deres hære lider store nederlag. Det er en spændende historie med et enestående og mystisk persongalleri og en masse tråde, der samles til sidst. Det er absolut en fordel at kende de mange mærkelige væsener og hele det fantasifulde univers fra tidligere. Nye læsere får størst udbytte af at starte med bd. 1. Selvom det ikke er en verden, der ligner Tolkiens eller andre fantasyforfatteres, så er serien for alle fantasylæsere. Både til selvlæsning og oplæsning. Børn og unge mellem ca. 10 og 14 er nok det primære publikum, men der vil også være både yngre og ældre fans. Forsiden og de i særklasse gode s/h tegninger er et ekstra plus for bogen.