"Mens den nu 50-årige canadiske jazzdiva på sit forrige udspil, »Glad Rag Doll«, tog ud på en charmerende og ret så autentisk tur i 1920ernes jazzmusikalske stil og repertoire, så handler det denne gang om en udflugt blandt popmusikalske klassikere, hvor The Mamas & The Papas' udødelige 1965-hit »California Dreamin'« udgør en perfekt ouverture ... Musikken er prominent - med den garvede David Foster som producer, arrangør og keyboardspiller. Og så er det jo gode sange, som sagtens kan tåle et genhør, ja, tilmed en nyfortolkning, hvis de får en dugfrisk og personlig vinkling, uden at de oprindelige kvaliteter går tabt. Her er resultatet en blid strøm af bittersøde ballader, hvilket også vil sige et aldeles helstøbt album".