Albummet er for alle med interesse for situationen i et af verdens varmeste brændpunkter.
Tyske Arne Jysch er filminstruktør, hvilket sikkert er årsagen til, at hans debuttegneserie om tyske soldater på Nato-mission i det nordlige Afghanistan er meget filmisk udført. I 2009 kan de tyske tropper i Afghanistan kun under store sikkerhedsforanstaltninger forlade deres lejre, og "vink og smil"-strategien er for længst opgivet af de internationale sikkerhedsstyrker. Taliban lurer overalt, så da kaptajn Chris Menger og hans folk får til opgave at ledsage en kvindelig journalist til en afghansk landsby, er det forbundet med livsfare. Det varer da heller ikke længe, inden de tyske soldater er tvunget til at lægge deres skæbne i hænderne på en flok landsbyboere; og det er kun starten på et drama, som heldigvis er meget mere end en actionfyldt krigstegneserie. Den realistisk tegnede billedside med en brunmeleret farvelægning og en udstrakt brug af filmmediets virkemidler understreger autenticiteten og alvoren i tegneserien.
Tegneserierne Fotografen og Drageløberen beskæftiger sig begge med krigshandlinger i Afghanistan, men med forskellige krigsførende parter. Attentatet fra 2013 omhandler nogle af de samme dilemmaer som Wave and smile.
Arne Jysch formår at give et overbevisende billede af Nato-styrkernes umulige position i et fjendligt indstillet land, samtidig med at hans grundigt researchede værk fortæller en elementært spændende historie i en flot grafisk indramning.