Why me? Why not.

"Gallagher har dog aldrig brilleret som en synderligt dybsindig herre, hvilket albummets lyrikside ganske tydeligt illustrerer ... Men albummet demonstrerer for alvor sin eksistensberettigelse i de sofistikerede og orkestrale arrangementer (...) Hvilket tilskrives hans sparring med producer-duoen Greg Kurstin og Andrew Wyatt, som har bistået sangskrivningen, så den i sine bedste momenter kan matche storebror Noels mindeværdige hymner fra storhedstiden i 90'erne ... Den tidligere Oasis-frontmand sætter kurs på solokarrieren med et fokuseret udspil, som både er tilbageskuende og har blikket rettet fremad. Det er særligt i de sofistikerede og orkestrale sange, at man mærker, at den kæphøje rockstjerne har en musikalsk fremtid".

Read review

"Liam Gallagher imponerende (...) med solodebuten 'As You Were' (2017), der var rig på fængende rocksange ... Hvis der var noget at udsætte på 'As You Were', så var det den polerede - ja, sine steder nærmest overproducerede - lyd ... Den noget flade lyd har Liam Gallagher - med sit aktuelle, andet soloalbum 'Why Me? Why Not?' - gjort op med. I hvert fald i nogen grad ... Den fængende førstesingle 'Shockwave' lød som en syngende lussing på årets Smukfest i Skanderborg, og på det aktuelle album serveres nummeret med endnu mere punch ... Det samme gælder 'Halo', 'The River' og øvrige træffere, mens produktionen på eksempelvis 'Once' fortsat er for sovset med altdominerende strygerarrangementer".

"Liam Gallagher er ude med sit andet soloalbum, der byder på veldrejede rockmelodier, men desværre er kanterne slebet, så man ikke slår sig eller bevæges ... 'Why Me? Why Not.' er et klassisk rockalbum, hvor melodierne er velkomponerede, slidstærke og yderst behagelige (...) Albummets mildere og stiliserede lyd er en direkte forlængelse af den musikalske stemning, han slog an på debutalbummet 'As You Were' fra 2017 ... Der er bas, der er guitar, der er klaver, og der er nogle gange også strygere, men det raseri, der kendertegner Liam Gallagher, er tøjlet ... Det er sært, hvordan sange, der fungerer så godt, alligevel kan være så svære at mærke og lade sig rive med af ... De blødere sange lyder i glimt som George Harrison, der hænger ud med John Lennon i midten af 1970'erne".